Hjælpeartikler

Afdelingsbestyrelse

Afdelingsbestyrelsen er valgt af afdelingens beboere til at varetage beboernes interesser og sikre at afdelingen fungerer i forhold til regler, økonomi og tryghed.

Hvad laver en afdelingsbestyrelse?

Afdelingsbestyrelsen arbejder for at sikre afdelingens udvikling og støtte initiativer, der er til fællesskabets og boligernes bedste. Deres arbejde går ud på at: • Indkalde til afdelingsmøder og gennemføre mødets beslutninger • Føre tilsyn med daglig drift og sørge for ro og orden • Lave forslag til regnskaber og budget • Være bindeled mellem beboere og boligorganisation/administration • Støtte sociale arrangementer i afdelingen

Hvordan foregår bestyrelsesarbejde?

Bestyrelsen mødes typisk månedligt eller med et par måneders mellemrum. På møderne diskuterer de løbende spørgsmål om den generelle udvikling i afdelingen, pludseligt opståede behov eller andre sager, der berører drift, trivsel og dagligt liv i afdelingen.

Bestyrelsen er beboernes talerør

Udover at sørge for den interne kontakt i egen afdeling står bestyrelsen også for kontakten udadtil. Det er typisk kontakt til boligorganisationer, lokale samarbejdspartnere m.fl. Her kan bestyrelsen være beboernes samlede stemme, og arbejde for, at beboernes fælles behov og ønsker bliver prioriteret.

Hvem sidder i bestyrelsen?

Bestyrelsen består af beboere og vælges af beboere. Der skal være mindst tre medlemmer i bestyrelsen, og alle afdelingens beboere er velkomne til at stille op. En bestyrelsesplads er din allerbedste mulighed for at påvirke og gavne det sted, du bor.

Vil du stille op til bestyrelsen?

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at blive medlem af afdelingsbestyrelsen. Det vigtigste er, at du har lyst til at bidrage til din boligafdeling. Som bestyrelsesmedlem arbejder du for at sikre, at beboernes interesser bliver varetaget, og at afdelingen er velfungerende. Du får indflydelse på dit boligområde, og du får et spændende indblik i, hvordan beslutningsprocesserne fungerer i jeres afdeling.

Sådan kommer du med i bestyrelsen

Det er på afdelingsmøderne, du kan stille op til bestyrelsen, og ved afstemning blive valgt ind. Har du øvrige spørgsmål om arbejdet som bestyrelsesmedlem, kan du også kontakte formanden i afdelingen eller et andet bestyrelsesmedlem.

Relaterede hjælpeartikler 3