Forbrugsregnskaber
Hver måned betaler du et aconto-beløb for vand og varme. Du modtager årligt en opgørelse over dit forbrug. Her finder du ud af, om du skal have penge tilbage eller om du skal efterindbetale et beløb. Hvis din afdeling har forbrugsregnskab, vil du en gang om året modtage regnskab for varme, vand, el eller en kombination af disse. Regnskaberne fordeler de fælles udgifter mellem beboerne, og du kan se hvor stor en andel, du skal betale for din egen bolig.
Hvis du bor i Vridsløselille Andelsboligforening, Albertslund Boligselskab eller Tranemosegård, vil du modtage dit forbrugsregnskab i marts eller april måned. Bor du i Bo-Vita afhænger det af den konkrete afdeling.
I løbet af året har du ”sparet op” til den kommende betaling gennem den månedlige aconto-indbetaling. Hvis din andel af udgiften er større end det du har indbetalt aconto, bliver du opkrævet forskellen via huslejen. Hvis du derimod har indbetalt for meget, vil du modtage penge retur.
I nogle afdelinger betaler hver beboer for vand og varme direkte til forsyningsselskabet. Det betyder, at der ikke bliver lavet forbrugsregnskaber her. I nogle afdelinger betaler man vand over huslejen, fordi afdelingen har fået dispensation fra at montere vandmålere i hver bolig.