Hjælpeartikler

Afdelingsmøde / Beboermøde

Afdelingsmødet, eller beboermødet som det omtales i nogle boligafdelinger, er din mulighed for at påvirke de beslutninger, der kan blive truffet i din afdeling. Det er her husleje og budget bliver godkendt, og du kan dele forslag om forbedringer eller nye aktiviteter i afdelingen.

Her bliver de vigtige beslutninger truffet

Det er på afdelingsmødet, at I træffer formelle beslutninger om afdelingen. Budget, husleje og regnskab godkendes her, og alle lejemål har ret til at stemme, når noget kommer til afstemning. Du kan stemme, hvis du er mødt op til mødet eller digitalt hjemmefra, hvis din afdeling er gået over til digitalt beboerdemokrati. Det er bestyrelsen i din boligafdeling, som indkalder til afdelingsmøde mindst en gang om året, og som beboer er du altid inviteret.

Del tanker, forslag og ideer

Hvis du går med idéer til nye tiltag såsom en ny legeplads eller genbrugsgård, kan du sætte det på dagsordenen til et afdelingsmøde og høre, om andre er med på idéen. Mener du, at noget trænger til forbedring, er det også på afdelingsmødet, du kan tage det op. Afdelingsmøder er vigtige, fordi de er med til at sikre, at du som beboer kan blive hørt. Det skaber en ramme for, at afdelingens beboere kan mødes, udveksle idéer og sammen diskuterer, hvordan deres boligområde skal være.

Bestyrelsen vælges på afdelingsmødet

Hvis du vil være med i afdelingsbestyrelsen, skal du møde op til jeres afdelingsmøde. Det er nemlig her, du kan stille op. Bestyrelsen vælges ved afstemning blandt de fremmødte beboere.

Relaterede hjælpeartikler 3